Gå til indhold

Kom til musikalsk legestue for adopterede børn med forældre

31. oktober 2022

Hver torsdag i vinterhalvåret holder den bemandede legeplads i Ørstedsparken musikalsk legestue for adopterede børn med forældre. Det foregår kl. 10-12 på Nørre Farimagsgade 2 i København.

Fra den første uge efter efterårsferien og frem til foråret mødes adoptivforældre med børn for at have hyggeligt samvær. Både de voksne og børnene får meget ud af at mødes i uformelle, hyggelige rammer.

Mange voksne har givet udtryk for, at det er en uvurderlig glæde at mødes og tale med andre adoptivforældre på denne måde og de kommer igen år efter år indtil deres børn bliver for store. Alle er velkomne, men rammerne er særligt indrettede til børn i alderen 2-5 år.

"Til legestuen bliver der sunget børnesange, spillet guitar og snakket om løst og fast. Men det største formål er, at få børnene med på at synge, grine og lege. Forældrene er selvfølgelig velkomne til at synge og spille med!" fortæller Michael, som er en af pædagogerne der står bag initiativet i dag. 

De synger for eksempel Lille Peter Edderkop, Langefinger, eller Hjulene på bussen og laver andre former for musikalsk leg. Undervejs kan de voksne få en snak med andre forældre - og børnene får nye legekammerater.

I DIA ved vi, at det har været et godt sted for vores familier at mødes. Det har skabt mulighed for at lære andre adoptivfamilier at kende, og generelt skabe et netværk for både børn og forældre.

Efter kl. 12 åbner legestuen for alle og hvis vejret er til det, er det oplagt at gå ud på legepladsen. Legestuen er gratis, og der vil være kaffe og te på kanden. Der er kun plads til omkring 8 børn og 8 forældre, og det kører efter først til mølle princippet.

Ring på 30615037 for tilmelding.

Torsdag formiddag fyldes legestuen på Nørre Farimagsgade 2 med adopterede børn og deres forældre.